DIY påskepynt: smukke og nemme marmor-æg

Påsken nærmer sig, og mange familier er gået i gang med påske kreationerne. Herhjemme plejer vi som minimum at puste æg, og herefter male dem. Men i år er der (igen) meget mere hjemme-tid end normalt, og derfor har vi rig mulighed for at få produceret en masse påskepynt. 

En af vores produktioner er marmor-æg, som vi her har lavet en lille guide til. De er super nemme og hurtige at lave, og æggene bliver faktisk virkelig fine. 

Alt du skal bruge er:

1 skål med vand

1 eller flere neglelak

Pustede æg

Evt. et grillspyd til at 'holde' ægget.

Sådan gør du:

Hav dine pustede æg klar. Neglelakken bliver hurtigt til en slags hinde i vandet, så du ikke kan bruge det mere, så du skal være klar til at dyppe ægget så snart lakken er i vandet. 

Tag en skål vand. Der skal være vand nok i skålen til at hele ægget kan komme under vand. 

Find én eller flere neglelakker og hæld lidt i skålen med vand. Vi brugte kun sort på to af disse æg, og på det tredje æg var det  både sort og grå glimmer lak. Børnene lavede masser af æg med mange farver blandet sammen, og de blev også virkelig smukke. Når neglelakken er hældt i vandet, tager du et grillspyd og rører forsigtigt lidt i nelgelak-vandet. 

Dyp forsigtigt ægget i blandingen. Vi brugte et grillspyd til at stikke op i det ene hul i ægget og på den måde holde i ægget når vi dyppede det. På den måde kunne ægget også nemt stå til tørre på grillspydet. Vi stak det ned i en stueplante, og så stod æggene fint til tørre der. 

  

Vi tog et stykke smalt silkebånd og bandt en løkke med en sløjfe, og limede den på ægget, så det kunne komme op og hænge.